Morten Larsen

af Herdis Krustrup Kjærgaard

Morten Larsen, født i Vesterø sogn på Læsø den 13. november 1851, død i Holstebro den 19. september 1936.

Ved en nyere undersøgelse af Morten Larsens slægt viser det sig, at han tilhørte den samme Bang-slægt som N. F. S. Grundtvig.

Tidligt mistede Morten Larsen sine forældre. Faderen, Lars Marcus Mortensen, der sejlede på langfart som skibstømrer, omkom på Sortehavet i 1854. Moderen, Karen Larsdatter Bang, døde nogle få måneder efter i barselseng. Den lille forældreløse dreng gik nu på omgang dels hos familie dels hos den lavestbydende, så drengen mødte meget lidt eller slet ingen kærlighed som barn. Én ting takkede han dog sin gamle farmor for, hun havde lært ham at bede Fadervor. Ellers bød tilværelsen ham på mange knubs og nederlag. Som 16-årig rejste han til Sjælland, hvor hans ældste søster var bosiddende på Halsnæs, gift med snedker Fr. Johansen. Morten Larsen kom i snedkerlære. Det gik slet ikke, men præsten i Torup, P.C. Høeg, opdagede, at denne sære læsødreng havde rige evner, og Høeg hjalp ham ind på Jonstrup Seminarium, hvorfra han blev lærer i 1873.

Det var dog hans mål at blive præst, og det lykkedes ham at tage sin teologiske embedseksamen i 1881 – og hvad så?

Netop på dette tidspunkt blev der i Paris et embede ledigt som præst for den danske og norske menighed. I de år var der en del unge skandinaver i Paris, dels som håndværkere, dels under uddannelse og også en del unge kunstnere – men menigheden som sådan var ikke stor. De lånte kirke hos de franske lutheranere. Opgaven for den unge præst var ingenlunde let. Morten Larsen kom i berøring med mange rystende og tragiske skæbner, men han skyede intet besvær for at hjælpe mennesker i nød. Samtidig sugede han til sig af det kulturliv, byen også bød på. Her kom han i forbindelse med de to norske  digtere Bjørnstjerne Bjørnson og Jonas Lie, og her forelskede han sig i en af husets unge døtre, Asta, som også holdt af ham, men noget gik galt. De fik ikke hinanden, og Morten Larsen forblev ugift hele sit liv.

I 1884 fik han et legemligt og sjæleligt sammenbrud. Troen blegnede, og han følte en afmagt, han ikke kunne klare. Han måtte opgive arbejdet, rejste hjem til København, hvor han langsomt kom til kræfter igen.

I denne periode læste han mest Søren Kierkegaard og Darwins udviklingslære – kun lidt Grundtvig. Trangen til at forkynde evangeliet vågnede igen hos ham. I november 1885 blev han lærer på Ebeltoft højskole, hvis forstander var pastor N. J. Jensen, gift med Nanna Bojsen. Af og til prædikede han i kirken, og både den kirkelige og folkelige side af Grundtvigs betydning gik op for ham.

Med Pastor Jensen kommer så Holstebro ind i billedet. Jensen havde været præst i Mejrup og havde stadig forbindelse til Vestjylland, hvor han hvert år deltog i de grundtvigske vennemøder på egnen. I Holstebro var der i 1883 blevet stiftet en valgmenighed; i 1887 kom Morten Larsen til byen, og i 1888 blev han menighedens faste præst. Han blev medarbejder ved friskolen, der i 1894 knyttede hans søsterdatter Karen Johansen til skolen, hvis leder hun senere blev.

Morten Larsen blev en enestående præst for sin menighed, ikke alene i kirken, men han fulgte dem i deres dagligdag i glæde og sorg, travede mange mil for at besøge de fjernestboende medlemmer, hjalp med arbejdet, hvis han fandt det nødvendigt – hos ham var der ingen personanseelse over for høj og lav. Han blandede sig i mange af tidens spørgsmål, mormonernes fremtrængen, striden om Harboøre-præsten, Anton Jensens synspunkter, og i sådanne spørgsmål, der ikke huede ham, kunne han være en meget skarp debattør.

1904-07 sad han som medlem af Det kirkelige Udvalg, hvor han kæmpede som en løve for kirkelig frihed, bl. a. afskaffelse af præsteløftet og mange andre spørgsmål, der var oppe angående en kirkelig lovgivning. Mange af disse spørgsmål genkender vi i dag. En af hans markante udtalelser lyder: ”Vorherre selv er den eneste, der kan udtale sig om, hvad kristendom er.”

Morten Larsen blev aldrig embedsmand. Han var præsten, der vidnede om nåden og sandheden, og han forlangte eller forventede ærlighed fra sin menighed.

I 1909 åbnede Niels Dael sin menighedsskole på Liselund ved Slagelse, og her blev Marten Larsen en skattet og uundværlig medarbejder.

To præsteaffærer i tiden optog Morten Larsen: dels oprøret i Ryslinge valgmenighed, dels sagen om Arboe-Rasmussen, en præst i Himmerland. At sagen kom for Højesteret – altså en verdslig domstol – kunne Morten Larsen ikke acceptere. Det endte med et stort skred i menigheden i Holstebro, nemlig at Morten Larsen den 9. november 1913 fra prædikestolen erklærede, at han ikke længere kunne være præst i folkekirken. Menigheden fik nogle måneder til at betænke, om de ville følge ham over i en frimenighed – og det gjorde de. Ændringen blev vedtaget den 2. februar 1914.

Morten Larsen var kommet lidt op i årene, og det kneb med at klare alt, hvad han havde påtaget sig – Liselund, Kirkeligt Samfund, lokale foreninger og de små frie kredse, hvor han prædikede regelmæssigt: Aulum-Vinding-Vind, Viborg søndre sogn, Sct. Mortens kirke i Randers, Thy, Serridslev og senere Snoghøj. Tillige fik han i årenes løb udgivet flere bøger, dels prædikensamlinger, dels foredrag, betragtninger over tidens aktuelle emner – han ville sin tid og sin slægt noget.

Flere unge teologer kom ham til hjælp i Holstebro, i 1902 Fr. Holm, 1904 Nik. Lomholdt, 1909 V. B. Balslev og fra 1915 Jens Krustrup, der senere blev hans efterfølger som frimenighedens præst i 1927.

I 1925 rejste Morten Larsen ifølge med Karen Johansen efter opfordring fra forskellige danske menigheder i staterne til Amerika, holdt en række forelæsninger på den danske præsteskole i Des Moines, holdt flere foredrag på Danebod højskole, hvorfra turen gik videre tværs over kontinentet til Californien. Under et ophold i Alameda  uden for San Fransisco gik det galt. Han blev kørt ned af et elektrisk tog og blev hårdt kvæstet. Ingen troede, han havde overlevet, men efter et halvt års sygeleje, dels i Amerika og dels på Rigshospitalet i København, vendte han hjem til Holstebro, hvor han på sin 74-års fødselsdag fik en gribende velkomst af menigheden. Selv om hans ene ben var blevet stift, genvandt han helbredet og fik nogle gode år og kunne stadig yde en stor indsats både hjemme i Holstebro og på Liselund.

Den 19. september 1936 døde Morten Larsen efter nogen tids sygdom og svækkelse.